ICDP i dagplejen
I dagplejen arbejdes der med en ICDP orienteret tilgang. ICDP betyder International Child Development Program.
Det er en faglig pædagogisk forståelse, hvor relationen mellem omsorgsgiveren (dagplejeren) og barnet er det helt centrale, og hvor omsorgsgiveren skal justere sig i forhold til barnet. Omsorgsgiveren skal understøtte det positive samspil ved at følge barnet, være opmærksom på barnets signaler og initiativ for på den måde, at sikre de bedste udviklingsbetingelser for det enkelte barn.
Arbejdet med motorikken
Vi har i Dagplejen også stor fokus på motorik. Vi kommer ud hver dag og børnene har mulighed for at udforske og blive støttet i deres kropslige formåen. Vores fokus er, at det skal være sjovt at bevæge sig og udforske sin krop og hvad den kan.
I vores legstuer er der derfor også motorikrum, hvor børnene kan bevæge sig og bruge deres kroppe på mange måder. Dagplejerne skifter imellem at gå foran med planlagte aktiviteter, støtte børnene i deres initiativer og lade børnene afprøve sig selv i deres formåen.
Vi arbejder med sproget
Vi arbejder med sprog gennem hele dagen i de daglige rutiner, ved højtlæsning, gennem sang, rim og remser. Dagplejerne arbejder med sprogprogrammet "Vi lærer Sprog", og fokuserer på børns udvikling af sprog herigennem.
Leg, rutiner og relationer
Legen er en betydelig og vigtig del af børns udvikling. Her lærer de at spejle sig i hinanden, at bearbejde oplevelser, at sætte ord på følelser, kende egne grænser, at rumme hinanden, udvikle sprog m.m. Dagplejeren skifter imellem at gå foran i legen, støtte børnene i deres initiativer og lade børnene afprøve sig selv i legen.
Hverdagen i dagplejen er tilrettelagt ud fra faste rutiner, men altid med hensyn til det enkelte barn og børnegruppens sammensætning. Vi inddrager børnene i hverdagens små rutiner - det giver tryghed og genkendelighed. Når børnene inddrages, styrkes barnets tillid til sig selv ved at mestre at tage tøj på, at kunne hælde vand op, bære sin kop og andre situationer i hverdagen.
Vi arbejder med de tætte relationer i dagplejehjemmet og møder også hinanden i både mindre grupper og i legestuen med typisk 10-15 børn. Vi hjælper børnene med at rumme hinandens forskelligheder, støtter dem i at have omsorg for hinanden, hjælpe, trøste, give plads og selvfølgelig lege med hinanden.